MiWire vinder Danish Tech Challenge 2018


Vi er stolte over at deltage i årets udgave af Danish Tech Challenge et vækstforløb under Industriens Fond. Sammen med 19 andre teknologitunge startup-virksomheder flytter vi ind i Futurebox, som er placeret i DTU Science Park.

For 200.000 adresser i Danmark og ikke mindre end 3 millioner adresser i Tyskland er noget så simpelt som internetforbindelse en udfordring. Dét problem løser MiWire, som i dag vandt Industriens Fonds Iværksætterpris og 500.000, som blev overrakt af Hans Kongelige Højhed Kronprinsen. MiWire har udviklet en antenne, der sikrer op til 10 gange hurtigere internetforbindelse end en traditionel antenne, og løser derfor et højaktuelt problem i yderområder med manglende internetforbindelse.

Med avanceret mobil datakommunikation kobler MiWires antenne sig automatisk på eksisterende mobilmaster og forstærker signalet. Det giver mulighed for internetforbindelse i områder, hvor det hidtil ikke har været tilgængeligt. ”Jeg er mega stolt på egne og teamets vegne. Det er en kæmpe ære og en anerkendelse, som er så velkommen efter mange års hårdt arbejde. Når man kommer fra sin kælder, er det at komme ind i sådan et program fantastisk. Vi vidste ikke, hvor dårlige vi var til nogle af disciplinerne, som vi er blevet trukket igennem, så jeg synes det har været det hele værd,” siger David Fleischer, CEO i MiWire og fortsætter: ”Vi løser et problem, som er så åbenlyst, så det er svært at se forbi. Og så tror jeg også, at vi har fundet et sweet spot i markedet – rent timing-mæssigt. Det er fantastisk, at vi har kunnet patentere noget så indlysende,” slutter den glade prisvinder.

Et kæmpe vækstpotentiale og en stærk forretningsplan sikrede MiWire sejren

Det er et intenst udskillelsesforløb, som de 20 deltagende iværksættervirksomheder har været igennem, siden de i august 2018 flyttede ind i Futurebox i DTU Science Park. Iværksætterne har siden da præsteret fra dag ét og er hver uge blevet bedømt på parametre, der er afgørende for en startups succes. Langsomt er feltet snævret ind til den endelige vinder. Charlotte Vedel, der har siddet i finalejuryen, ser stort potentiale i MiWire:

”MiWire var meget professionelle på alle parametre. De har rykket sig, fra de startede i programmet, og har virkelig leveret en fantastisk forretningsplan, samtidig med at de har styr på deres prototype. MiWire skiller sig ud på det punkt, at de leverede super kvalitet meget hurtigt. De løser helt klart et problem for rigtig mange mennesker – det er ikke kun husstande, det er også på skibe og andre mobile enheder, og derfor har de et kæmpe vækstpotentiale,” siger Charlotte Vedel, jurymedlem og COO i LactoBio.